Lidt om Hegn i Haven fra Havenyt.dk:
Skaber læ og rum i haven.
Hegn og hække kan være med til at skabe læ i haven så der kan skabes et godt dyrkningsklima. De kan være med til at sikre redepladser for fuglene. Men en lige så vigtig funktion er det, at de skaber rum i haven, ikke kun som indramning, men de er med til at give forskellige oplevelser, når man bevæger sig rundt i haven. De kan betyde overraskelser: Hvad gemmer der sig bag hegnet? Hvordan har haven mon udviklet sig på den anden side? Forskellige hegnstyper kan give haverummene karakter. Rummene kan have forskelligt klima, der kan være skyggefulde rum, der kan være varme gryder. Et utal af muligheder åbner sig med hegn.
At vælge hegn – som fx. Raftehegn
Når man vælger sit hegn må man gøre sig klart, hvad man vil med det, skal det f.eks. tjene som lægiver, eller holde hunde inde, skabe tryghed, markere et bestemt område i haven, skabe overskuelighed eller noget helt sjette. Man må overveje, hvad der passer til netop den havetype, man har. Skal det indgå naturligt i landskabet eller skal det skabe brud. Mulighederne er uendelige.